Tilbage til Alle begivenheder

BACK TO NATURE - Eksklusiv kvindecirkel 2022/2023

  • BACK TO NATURE Rødhus Klitvej Pandrup, 9490 Denmark (kort)

En invitation til igennem årets cyklus, at genskabe kontakt til det naturligt menneskelige og særligt kvindelige i et trygt og inspirerende fællesskab.

"Prøv om det er noget for dig workshop":

Søndag 11. september kl. 10-15.30 i Rødhus.

Årsforløb:

Årskurset ligger på følgende søndage kl. 10-15.30:

25. september, 30. oktober, 20. november, 8. januar, 12. februar, 12. marts, 23. april og 14. maj.
MAX 10 deltagere!

Natur. Nærtværk. Følgeskab.
Bevægelse. Samklang. Nærvær.

Dine guider er:

Musikterapeut/sanger Signe Marie Lindstrøm og danseguide/ oplevelsesdesigner Pernille Engelhart Krogh. Der er solid erfaring i fælles rygsækken, men det kan du læse om længere nede.

Nu inviterer vi en ny gruppe kvinder til at danne følgeskab igennem sensommer, efterår, vinter og forår. Vi skal på opdagelse i, hvad der egentlig er på færde? Hvad er vi under påvirkning af? Kulturmæssigt, naturmæssigt, privat.

“En af de bedste ting jeg har givet mig selv, var at melde mig på et forløb med Signe og Pernille tilbage i 2020. Det har været fuldstændig uvurderligt forløb at mødes med dem og en lille intim gruppe af andre kvinder en gang om måneden, og få lov til at trække mig tilbage fra al verdens stress og tyngde og bare få lov til at hvile i mig selv under deres fantastiske vejledning. Jeg har flyttet mine grænser, fået koblet af, mærket naturen og min sjæl og fået lov til at være med i det hellige og fantastiske space/rum, som blev skabt af Signe og Pernille. Jeg kan umuligt beskrive med ord kvaliteten og hjerterummet, der bliver skabt! Det skal opleves ❤️ Den største taknemlighed til jer Signe og Pernille 🙏” Mally Thorleifsdottir

På årskurset skal vi (gen)skabe kontakten til naturen i os. Vi skal ud i naturen og (gen)opleve vind, vand, lys/mørke, sten, himmel, jord, planter, træer og følge deres cyklus og vores relation hertil. Naturen venter på os og er altid tilgængelig.

Naturen inden i os har vi ikke nødvendigvis lært at vise respekt og tillid. Hvor mange kvinder går ikke til kamp mod behovet for hvile? Hvor mange kvinder går ikke til kamp mod cyklus og aldersovergange? Hvor mange kvinder går ikke til kamp mod kroppen - altid kunne den være liiidt anderledes, tykkere, tyndere, stærkere, se yngre ud etc. Hvor mange kvinder går ikke til kamp mod sig selv, for at tilpasse sig det de tror omverdenen forventer af dem?

Natur er cyklus, instinkt og drifter. Der er så megen sundhed gemt her, som vi i århundreder har gjort til skamme og undertrykt. De kulturbårne drænende overbevisninger der hersker her, vil vi efter bedste evne forsøge at få skovlen under igennem åbenhjertig dialog og meditativ fordybelse.

NATUR. Vi mødes derude i det, mærker vejret, årstiden, vind, sol, sand, vand...(men vi finder også læ indenfor til dele af dagen, hvis det er nødvendigt)
SANG. Vi synger fra hjertet og åbner til stemmens utrolige frigørende potentiale uden præstationspres. Vi finder samklang, leger med toner, udtryk og kreativitet. Enkle smukke sange og improvisation.
DANS. Vi lader kroppen bevæge sig, som den har brug for i et frit inviterende rum. Lader den udtrykke dét, der er på færde indeni. Ufortyndet og uden filter. Leg og alvor, rytmer og flow. Forløsing.
MEDITATION. Vi finder sammen ind i en tilstand af dyb ro og restituering, et afspændt nervesystem og bevidst åndedræt.
NÆRTVÆRK. FØLGESKAB. Sammen er vi så meget stærkere. Vi skaber et trygt respektfyldt rum, hvor vi lytter til hinanden og deler ærligt fra hjertet. På tværs af alder og livsfaser har vi så meget at give til hinanden og gensidigt at spejle os i.

PRAKTISK

"Prøv om det er noget for dig workshop”

Søndag 11. september kl. 10 - 15.30 for alle interesserede på Rødhus strand og i skoven. Basen er et sommerhus, hvor madpakker opbevares og hvor man kan komme på toilettet. Denne gang koster 750,-
Du er tilmeldt, når du har indbetalt på mobilepay 20412. Skriv “dit navn og B2N “ OG send en sms til Pernille på 2993 2199.

“Årskursus BACK TO NATURE”
Selve årskurset finder sted primært i Rødhus med en eller to afstikkere til Rold Skovs kilder og bakker i løbet af sæsonen.

Årskurset ligger på følgende søndage kl. 10-15.30:

25. september, 30. oktober, 20. november, 8. januar, 12. februar, 12. marts, 16. april og 14. maj.

Prisen for sept-maj kr. 6.000,- inkl. snacks og lukket facebook gruppe til udveksling og følgeskab undervejs, spillelister og sangark. MAX 10 deltagere!

!! Få rabat på årskurset:

Hvis du bare allerede ved, at det her kursus er noget for dig, eller at du efter "Prøv om det er noget for dig workshoppen" tænker ja tak, så er prisen for årskurset indbetalt på mobilepay 20412 FØR søndag 11. september kl. 23.59 kun kr. 5.500,- Skriv dit navn og B2N på indbetalingen OG send en sms til Pernille på 2993 2199.

Hver gang medbringes følgende:

Tøj i flere lag, der passer til vejret. Al slags vejr :)

Siddeunderlag/ tæpper til meditation

Håndklæde hvis du er til et bad i havet

En notesbog og noget at skrive/ tegne med

En vandflaske

En madpakke til dig selv

Spørgsmål?

Tøv endelig ikke med at ringe. Hvis du kan mærke det kalder, men lige har et par spørgsmål, lige har brug for at høre vores stemmer, eller du har brug for kørelejlighed, så kontakt enten Signe Marie Lindstrøm tlf. 2085 3002 eller Pernille Engelhart tlf. 2993 2199.

Mere om dine guider igennem hele forløbet:

Signe Marie Lindstrøm er musikterapeut. Til daglig arbejder hun på hospice i Nørresundby. Undertiden holder hun oplæg for musikterapeuter i hele verden på faglige konferencer og i eget regi - Whole Voice Works - underviser hun og afholder kurser i intuitiv kraftsang. Som performer stråler hun i sin trio Heart Resonance, som laver de mest vidunderlige lyd-rejser og koncerter.

Pernille om Signe: Du kan bare glæde dig. Du er i de aller-allerbedste hænder, når det gælder om at få skabt tryg kontakt til din egen lyd, stemme og sjæl. Signe er ren ‘moder jord’. Hun er blidt nærvær, sødme, kreativitet, musikalitet og urkraft.

Pernille Engelhart Krogh er danseguide og oplevelsesdesigner. Hun har danset altid. Har fra 2012-2021 faciliteret danseoplevelsen TheGroove, som handler om at forbinde sig til musikken, glemme alt om hvordan du ser ud og have det godt i kroppen, mens du giver dig hen i bevægelse.

Hun har tidligere afholdt årskursus for kvinder i samarbejde med cand. psych. phd. Mette Kold under titlen “Hvad vil det egentlig sige at lytte til sin krop”.

Signe om Pernille: Pernille skaber med naturlighed plads og tryghed til, at du kan være helt autentisk til stede og finde ind i en følelse af værdighed, frihed og flow. Hun har en formidabel indføling med og respekt for den enkelte og gruppens behov og smitter med sin sanselige begejstring.

Tidligere begivenhed: 4. februar
Dans, bobler og girltalk - dansefest i garagen
Senere begivenhed: 9. juni
Vandkantsdans - Rødhus Strand